Rygsøjlens normale form er som et ”S”, hvilket er med til at stødabsorbere når vi hopper, går eller løber. Ryggen er et udsat område for smerter når vi taler om kropsholdnig. Ovenfor ses eksempler på forskellige holdningstyper, hvilket potentielt kan føre til smerter.
Hvis man eksempelvis krummer meget i ryggen, vil dette gøre at man bliver nød til at lave det der hedder en ekstension i nakken, altså bøje nakken bagover, for at se fremad og kunne orientere sig i sine omgivelser. Dette kan føre til problemer i nakken og give spændinger som potentielt fører til hovedpine i baghovedet.
Har man stramme muskler på forsiden af hoften sammenlignet med bagsiden, kan det føre til det man kalder et ”anteriort tilt” som er at bækkenet vippes fremad. Dette vil gøre at lænden bliver oversvajet som også kan føre til smerter lænderegionen. Disse to problematikker kan ses hos holdningstypen B ”Kyphosis-lordosis”.
Modsat ses på holdningstype C, at rygsøjlen nærmest er flad, og derfor får navnet ”flat back”. Når man har denne holdningstype, har ryggen ikke den stødabsorbering som der netop opnås ved ”S” formen af rygsøjlen, og derfor kan dette potentielt også føre til smerter omkring lænden.
Det er vigtigt at pointere at kroppen hænger sammen og derfor vil et område kunne påvirke et andet. Har man en krum ryg, kan ens skuldre blive ”presset” fremad og så kan der opstå en ubalance i musklerne omkring skulderen, selvom problemet måske egentlig startede i ryggen.